Dansk virksomhed med banebrydende sikkerhedsteknologi vinder Mastercards partnerskabsprogram

Den danske softwarevirksomhed Partisia er kåret som dansk vinder af Mastercards partnerskabsprogram for fintech-startups, Lighthouse FINITIV. Med sin avancerede krypteringsteknologi, der muliggør sikker og fortrolig databehandling mellem banker, løb Partisia med prisen foran fire andre danske fintech-selskaber. Impact-programmet MASSIV havde også en stærk dansk finalist blandt de tre udvalgte.
Maj 2025, København, Danmark
Partisia er blevet kåret som vinder af den danske klasse i Mastercards partnerskabsprogram for fintech-startups, Lighthouse FINITIV Spring 2025. Partisias innovative software gør det muligt for virksomheder at behandle og analysere krypterede data via Multiparty Computation (MPC), som skaber fortroligt samarbejde mellem banker ved at forbinde dem sikkert. Partisia imponerede partnerne med deres interessante og allerede markedsmodne løsning, som udgør en essentiel del af den finansielle infrastruktur.
Vinderne blev offentliggjort under Mastercard Lighthouse Startup Showcase og Grand Finale på den internationale tech-konference Latitude59 i Tallinn, Estland.
Her blev også Axiology, der udvikler markedsinfrastruktur til regulerede, tokeniserede værdipapirer, kåret som både samlet vinder og baltisk klassevinder af FINITIV-programmet. Axiology blev fremhævet for sin partnerskabsparathed og sit potentiale til at revolutionere markedet for værdipapirer.

“Den finansielle teknologiindustri gennemgår i øjeblikket et grundlæggende skifte, og de fintech-virksomheder, der er udvalgt til programmet, står forrest i den udvikling. Jeg er begejstret over at se deres innovation og løsninger. De udfordrer grænserne for traditionel bank- og betalingsinfrastruktur og imødekommer de forandrede behov og forventninger hos både forbrugere, virksomheder og myndigheder," siger Mats Taraldsson, Head of Fintech and Impact Tech Engagement, Mastercard Northern Europe.
FINITIV-programmet løber over tre måneder og er målrettet nordiske og baltiske fintech-virksomheder. Deltagerne får adgang til nøgleaktører som Mastercard, og førende banker som SEB, Danske Bank, DNB, Swedbank, Resurs, SpareBank 1 Østlandet og OP Financial Group samt teknologipartnere som AWS. Mere end 180 investorer og rådgivere er en del af programmet, der har fokus på at etablere reelle partnerskaber.
Tap2Pay modtog Investor Award for størst fremdrift blandt programmets investorkreds, imens Justify, en digital platform for livsadministration og juridiske ydelser, modtog People's Choice-prisen.
Dansk MASSIV-finalist
Der var ligeledes et dansk islæt at finde ved Lighthouse MASSIV-programmet, som har til formål at finde og skalere morgendagens impact ”unicorn”. TrustStamp Denmark blev udvalgt som en af tre finalister i forårets program for sit produkt, der tilbyder identitetsløsninger, som gør det muligt at få sikker adgang til essentielle tjenester uden at gå på kompromis med personlige data.
Svenske Deedster, der leverer data og digitale værktøjer til at måle og styre CO₂-udledning for finansielle institutioner, blev kåret som samlet vinder af programmet, og Empower.Eco fra Norge, som tilbyder digitale løsninger til affaldssporbarhed og cirkulær økonomi via blockchain, modtog programmets Impact Potential Award for at skabe en reel, positiv og håndgribelig effekt på verden i tråd med Mastercard Lighthouse-programmets vision om at hjælpe så mange mennesker som muligt til et mere velstående og sikkert liv.
Læs mere og ansøg om efterårets Mastercard Lighthouse MASSIV-program her og FINITIV her.

Medie kontakt
Medie kontakt
Om Lighthouse FINITIV
Mastercard Lighthouse er et partnerskabsprogram, der er udviklet til at styrke økosystemet for finansielle tjenester. Mastercard Lighthouse FINITIV er et gratis program, der har til formål at skabe gensidigt værdifulde partnerskaber mellem fintech-virksomheder, Mastercard, banker og andre nordiske og baltiske partnere. Ved at kombinere fintech-virksomhedernes innovation med stabiliteten og distributionskraften fra større finansielle aktører, skaber programmet partnerskaber, der styrker hele økosystemet. Hver femte måned afholder programmet en række fysiske og digitale workshops for 15 fintech-virksomheder og samler banker, investorer, rådgivere og startups for at udforske partnerskaber gennem åben innovation. Læs mere om Mastercard Lighthouse FINITIV her.
Om Lighthouse MASSIV
Mastercard Lighthouse MASSIV er en åben innovationsplatform, der er udviklet til at skabe og skalere social, håndgribelig effekt og bidrage til FN’s Sustainable Development Goals gennem langsigtede partnerskaber. Ved at tilbyde deltagerne konkurrencedygtige incitamenter og fortrinsadgang til partnerressourcer har Mastercard Lighthouse MASSIV til formål at fremme partnerskaber, der kan hjælpe så mange mennesker som muligt til et mere trygt og velstående liv globalt.
Programmet er opbygget i tre faser. Deltagerne møder programmets advisory board, der er en nøje udvalgt gruppe af ledere og partnerskabseksperter fra hele verden, som arbejder for at realisere konkrete partnerskaber. Hver partnerskabsidé modtager feedback fra globale eksperter inden for jura, design og teknologi, før resultaterne præsenteres for advisory boardet. Vinderen af programmet er det team, der gennem partnerskab viser størst potentiale for at skabe positiv effekt for flest mennesker. Læs mere om Lighthouse MASSIV her.
Om Mastercard
Mastercard er et globalt teknologiselskab i betalingsbranchen. Vores mission er at forbinde og drive en inklusiv, digital økonomi, der gavner alle, overalt. Det sker ved at gøre transaktioner sikre, enkle, smarte og tilgængelige. Ved hjælp af sikre data og netværk, partnerskaber og passion hjælper vores innovative løsninger individer, finansielle institutioner, regeringer og virksomheder med at realisere deres fulde potentiale. Vores anstændighedskvotient eller DQ driver vores kultur og alt, hvad vi gør inden for og uden for vores virksomhed. Med forbindelser på tværs af mere end 210 lande og territorier bygger vi en bæredygtig verden, der åbner uvurderlige muligheder for alle.